Ikke ukendt som kent

12.09.16
Så er det sidste udkald. De svenske stormoguler fra Eskilstuna indløser returbilletten til det ukendte.

Ak, ak og ve. Sidste uigenkaldelige udspil fra de melankolske svenske popsmede. Ialt 12-14 plader, alt efter tællemetoden, er det blevet til i de over 20 år, bandet har kaldt sig Kent. Før kaldte de sig Jones & Giftet, og siden Havsänglar, for i 1994 at lande på kent(med lille k). Med 3. og 4. plade (Isola og Hagnesta Hill) var det sket med at være ukendte i Sverige og resten af norden for den sags skyld. Eskilstuna drengene fra Södermannland var braget igennem som en poprockgruppe med stor melodisk snilde. Melankolsk som bare pokker, og med episke historier med forståelige tekster, der gjorde at svenskundervisningen kunne starte. I de år blev mange danskere lidt bedre til svensk, er jeg overbevist om. Sidste udspil Då som nu för alltid indeholder måske ikke bandets allerbedste og mest melodiøse numre, men de holder den høje standard, som bandet tidligere plader har haft. Numre som Andromeda og Den sista sången har dette melankolske sidste vink fra Eskilstuna, der gør indtryk. Og den rockede Gigi har denne udefinerlige tekst, man aldrig helt forstår, men som man altid vil kunne tolke på: Lägg ditt liv i min hand, Sälj din själ till ett band... . Farvel, og tak for sangen Kent. Hvis I skulle fortryde og starte igen senere, skal I ikke høre et ondt ord fra mig, højest et ursvensk udbrud som Hissa, hussa, hejsasa…

 

Materialer