Foto taget af Marine Gastineau

Forfatteren Lisbeth Nebelong deler fortællinger og billeder fra Nordatlanten

Torsdag 2. maj kan man på Humlebæk Bibliotek møde forfatteren Lisbeth Nebelong og høre hende fortælle om sine nye noveller og se billeder fra hendes rejser til blandt andet Færøerne.

Forfatter og Færøerne-kender Lisbeth Nebelong lægger 2. maj klokken 19-20.30 vejen forbi Humlebæk Bibliotek, hvor hun fortæller om sin nye bog ”Sonate for sorgfulde hjerter - Novellekreds fra Nordatlanten”, der udkom 1. marts 2024.

Mødet med Lisbeth Nebelong vil også indeholde en smuk billedrejse til Færøerne, Island og Lofoten, hvor fortællingerne i hendes bog udspiller sig - og som de senere år alle er blevet stadigt mere populære rejsemål.

I Lisbeth Nebelongs novellekreds møder man blandt andet en kvinde, som på en sørejse langs Norges kyst oplever nye sider af sig selv, to ungdomselskende, der genser hinanden i Lofotens lys, og et guldbrudepar, der tyr til Island for at nyde autentisk natur og får sig en overraskelse.

Arrangementet med Lisbeth Nebelong finder sted i et samarbejde mellem Fredensborg Bibliotekerne og Foreningen Norden. Ved arrangementet vil Lisbeth Nebelongs bog kunne købes til særpris. Billetter til 70 kroner inkluderer en øl eller sodavand og kan købes via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.

Lisbeth Nebelong boede tre år i Tórshavn som barn og ung. Hun romandebuterede i 2003 med ”Når engle spiller Mozart”. I 2008 fulgte ”Færøblues - drengen med celloen” og i 2014 ”Møde i mol”. De tre romaner er også udgivet samlet som ”Færø Blues Trilogien”. Siden 2010 har hun desuden været fast forfatter af rejsebogen Turen går til Færøerne.