Forside: Om hundrede år
Forside: Om hundrede år

Under huden på en sønderjysk familie

13.05.19
Kom med gennem 100 års Danmarkshistorie set fra en sønderjysk familie.

I 56 år var Sønderjylland en del af det tyske rige, indtil genforeningen var en realitet i 1920. Det er bagtæppet for denne slægtsroman, der foregår på en slægtsgård i Sønderjylland, Vi følger familien Eriksen i 100 år, et år pr. kapitel. Fortællingen tager sin begyndelse i 1914 med 1. verdenskrigs udbrud. Unge sønderjyske mænd var tvunget til at kæmpe på tysk side. Således også i familien Eriksen, hvor onkel Hans ikke vender hjem, men far Marius gør.

De næste 100 år følger vi primært Marius’ fem børn igennem deres helt almindelige liv i det sønderjyske. Det er hverdagshistorien, der er i centrum, som dog med mellemrum bliver påvirket af Danmarkshistorien. Samtidig er bogen en historie om samfundsudviklingen i Danmark – vi følger bl.a. elektricitetens, telefonens, fjernsynets og bilens indtog samt kvindernes ændrede rolle i samfundet.
Og så følger vi den sønderjyske identitet, som i starten er præget af tyskertiden og 1. verdenskrigs indflydelse på de fleste familier i området, men som med tiden og nye genrationers ankomst kommer til at spille en mindre rolle.

Om hundrede år er en særdeles velfortalt historie, hvor fortællestemmen skifter mellem personerne i familien Eriksen i de enkelte kapitler, hvilket medvirker til at give et nuanceret billede af familien og samfundet, de lever i. Som sønderjyde er det fascinerende at læse dette portræt af en landsdel og dens særlige identitet, som jeg selv har et helt specielt forhold til, selv om det er over 20 år siden, jeg har boet der. Bogen kan dog læses med lige stor glæde af alle uanset, hvor i landet de kommer fra.
 

Materialer