Matriarkatet kommer

07.04.20
Hvordan ville verden se ud, hvis kvinderne pludseligt blev mændene fysisk overlegne? Denne roman laver tankeeksperimentet, og det er ikke altid lige kønt.

Kraften af Naomi Alderman er en roman, der for at skabe debat meget virkningsfuldt vender verden på hovedet.

Handlingen skydes i gang, da teenagepigen Roxy, hvis familie styrer et kriminelt imperium, opdager en kraft i hende, der pludseligt er vågnet. Kraften kommer til udtryk ved, at hun kan give stærke, potentielt elektriske stød. Det viser sig, at denne kraft er til stede i alle kvinder – og nu bliver den vækket til live og vender dermed verden på hovedet og gør bogstaveligt talt, kvinderne til det stærke køn.

Det kickstarter en verdensomspændende revolution, hvor matriarkatet bliver skabt. Spørgsmål er så, om kvinderne bruger deres nye magt til at skabe et bedre samfund, eller om de lader sig korrumpere af den nyfundne magt.

Historien fortælles primært gennem fire personer: teenagepigen Roxy, der indtræder i sin families narkokartel, Moder Eva, der skaber en ny religiøs kult omkring sig selv, senatoren Margot Cleary, der skal finde ud af, hvordan hun kan bruge sin nye evne politisk samt den mandelige journalist Tunde Edo, der prøver at dokumenterer og sætte begivenhederne i perspektiv. Men også oplever på egen krop, hvordan samfundet ændrer sig med kvindernes magtovertagelse.

Forfatteren vil helt tydeligt gerne diskutere magt og undertrykkelse mellem kønnene med sin bog. Hun bruger det meget virkningsfulde greb at beskrive situationer, som kvinder normalt er udsat for med omvendt fortegn. F.eks. er der beskrivelser af, hvordan drengebørn holdes indenfor, så de ikke bliver udsat for overfald, eller hvordan man organiserer busser for drenge til og fra skole, så de kan komme derhen uden at blive generet af pigerne. Og der er ligeledes en meget tankevækkende scene, hvor kvindelige soldater efter et slag jagter skræmte mænd for at forgribe sig på dem seksuelt.

Kraften er en tankevækkende bog, der med et ret enkelt greb får læseren til at tænke over magt mellem kønnene i det moderne samfund.