Forside: Trækopfuglens Krønike
Forside: Trækopfuglens Krønike

Måske den bedste Murakami roman?

Haruki Murakami har skrevet en fabulerende og associationsrig roman, der føles som det stof drømme gøres af.

Lad det indledningsvist være sagt, at undertegnede hverken (endnu!) har læst ’Sputnik min elskede’, ’Det mystiske bibliotek’ eller den måske tungeste kandidat til titlen ”Den Bedste Murakami Roman”: ’Mordet på Kommandanten’. ’Trækopfuglens Krønike’ er dog svær at ryste af sig igen, hvorfor den efter min mening uden problemer kandiderer til titlen.

’Trækopfuglens Krønike’ handler om den nogle og 30-årige mand Toru Okada, der har sagt sit job på et advokatkontor op. Nu lever han sammen med sin kone Kumiko af hendes indtægt som forlagsredaktør. En dag forsvinder Kumikos kat. Nogen tid efter forsvinder Kumiko også. Okada begynder at modtage mystiske telefonopkald og bliver kontaktet af mærkelige mennesker. Sære ting sker for en usær(lig) mand – typisk Murakami. Grænsen mellem det virkelige og uvirkelige begynder ligeså stille at nedbrydes. Handlingen i den over 600 sider lange roman lader sig ikke sådan referere, men vi kommer både dybt ned i en brønd, ud over Manchuriets stepper og ind i sjælens kringelkroge. Historierne, mystikken og virkeligheden væver sig ind og ud af hinanden, og filosofi, psykologi, historie og stor fortællekunst går her hånd i hånd.

Noget af det, jeg elsker/hader ved Murakamis romaner, er, at man aldrig bliver rigtig klog på dem. Han giver ikke en endelig slutning, men derimod stof til fantasien, der kan blive ved at fabulere over, hvad det hele egentligt betyder. Man skiftevis bliver harm over ikke at finde ud af, hvordan det hele endte, men samtidig giver det fortællingerne et nyt liv hos læseren, der bærer historierne med sig videre. Man anspores så at sige til at fortælle sine egne indre historier. Og det er faktisk ret fint.

Og så kan han noget, jeg endnu ikke har fundet andetsteds: han kan hive tempoet ud af handlingen, uden at det bliver kedeligt. Langsommeligheden i beskrivelsen af et musikstykkes tonale udvikling, tilberedning af et måltid mad, eller strygningen af en skjorte er noget nær litterær meditation. Værdsættelse af hverdagens ritualer går igen i hans historier, og denne glæde er simpelthen balsam for sjælen for det moderne fortravlede menneske. Det at gøre sig umage med de små ting i dagligdagens liv og at tillade sig selv at undres over livets - måske små og umiddelbart ubetydelige - mærkværdigheder – alene derfor er Murakamis romaner en kæmpe anbefaling værd.