Forside: Three chords
Forside: Three chords

Lille mand med stor stemme

05.05.20
Bluesrock sangeren fra det delte Belfast har forenet mere end delt. Sangene har talt til hjertet, og så blir’ han bare ved...

Altid produktive Van Morrison udsender sit 41.tyvende studiealbum i en alder af 74. Slet ikke så ringe endda. Slet ikke når man betænker, at nordireren er legendarisk aktiv i sit næsten evige turne-liv.

Stilen kender vi, en ubestemmelig sammenblanding af R&B , blues, gospel og jazz. Siden han dukkede op som forsanger i bluesrock bandet ”Them” fra Belfast midt i 60’erne med numre som ”Gloria” og ”Here comes the Night”, har retningen for Van Morrison kun haft en retning, nemlig opad. Efter bruddet med resten af Them i 1966, startede solokarrieren med albummet ”Blowin’ your Mind!”, som indeholdt nummeret ”Brown eyed Girl” - og resten er historie som man siger.

Stilen på det nye album”Three chords & the truth” er eksemplarisk Van Morrison, den sorte bluessoulede stemme på numre som ”March Winds in February”, ”You don’t understand”, ”Dark Night of the Soul” og ”Fame will eat the Soul” viser med al tydelighed, at Van Morrisons stemme intet fejler, trods 50-60 års ivrig brug. Og bandet bag understøtter stemmen helt fantastisk. Klaver, orgel, guitarspil og Van Morrisons stemme i sublim forening.

Det er et album, der i den grad vokser efter hver aflytning. Helt op til loftet og så lidt til. Buk hovedet, når du går ind ad døren.