King møder "Den sjette sans"
Drengen Jamie Conklin kan se døde mennesker. Det kan måske lyde som en gammel traver (her tænkes selvfølgelig på filmen "Den sjette sans"), men i Kings hænder får denne fortælling nyt liv. Jamie bor med sin hårdtarbejdende mor, Tia, der kæmper med efterdønningerne af et gældsramt firma og med kærligheden til den kvindelige politibetjent Liz, som bærer på sin egen bagage. Det er en følelsesmæssig hård barndom, der ikke bliver lettere af, at Jamie (som sagt) ser døde mennesker. En evne, der for alvor kommer på prøve, da Liz trækker ham ind i en sag om en brutal bombemand. For pludselig viser den (indtil da) harmløse evne sig at være præcis det, som Jamie altid har frygtet. At den i virkeligheden er en forbandelse, der kommer til at forfølge ham resten af livet.
Stephen King er altid en fornøjelse at læse. Også selv om han måske ikke længere har den samme litterære gennemslagskraft, som i de år, hvor han leverede klassikere som ’Det onde’, ’Ondskabens Hotel’, ’Opgøret’ og ’Dyrekirkegården’.
Kvaliteten i sproget fornægter sig dog ikke. Det samme gælder historiefortællingen. Og ikke mindst karakterbeskrivelserne, hvilket nok er hans mindst anerkendte forfatteregenskab: at skabe interessante karakterer, som læseren kan relatere til. For på mange måder er "Senere" egentlig Tias fortælling – set igennem Jamies øjne – og man behøver ikke være en 9-årig dreng for at forstå smerten ved at se sin mor kæmpe for at holde sammen på både økonomi og kærlighedsliv. At der så også er tilføjet et overnaturligt element ved, at Jamie kan se døde mennesker - ja det er næsten en sidehistorie i karakterernes rejse.
"Senere" er selvfølgelig en skrækhistorie. Det gør Jamie (der fortæller historien) meget ud af at understrege. Men det er netop fundamentet af relaterbare karakterer, der gør det uhyggelige uhyggeligt. For når først man føler med Tia og Jamie i deres kamp for at få familielivet til at hænge sammen, så ønsker man dem alt godt og intet ondt.
Hvilket, der – desværre for dem – viser sig at være masser af.
King er de senere år slået mere over i krimi-genren (dog næsten altid med et element af det overnaturlige), og "Senere" udkom da også på det amerikanske marked hos krimiforlaget Hard Case Crime. Der er derfor mindre "Det onde" over bogen (som bagsideteksten ellers sammenligner den med), og mere "Hr. Harrisons telefon" (fra novellesamlingen "Blodtørst" og senest som Netflix-film) eller "Outsideren" (som også blander krimi og dæmoner).
Så forvent delvis skrækhistorie, delvist detektivroman, når du læser "Senere". Det er måske ikke et S.K.-mesterværk, men selv King på halv fart kører hurtigere end de fleste.