Forside: Goethe
Forside: Goethe

Goethes kærlighed, storm og trang

07.04.20
Selvom Goethe kan være et navn, der klinger af umulige tyske gloser, udenadslære og virkelighedsfjerne skuespillere i parykker, så er der al mulig grund til at dykke ned i begyndelsen på et af verdenshistoriens mest afgørende forfatterskaber. Her får du 2 veje ind i romanen, der skabte et af verdenshistoriens første ungdomsoprør.

Goethes debutroman ”Den unge Werthers lidelser” vakte stor opsigt, da den blev udgivet helt tilbage i 1774. Faktisk var der tale om en decideret Werther-feber, der rasede igennem den europæiske ungdoms hjerter. På den måde blev romanen kimen til et af de første ungdomsoprør nogensinde. Den blev også nøgleromanen i den bevægelse, der kaldes ”Sturm und drang”, som kan oversættes til noget i stil med ”Storm og trang/”.

Nedenfor kan du finde en henvisning til både romanen ”Den unge Werthers lidelser” og til filmen ”Goethe” fra 2010, der handler om bogens tilblivelse.

I romanen, der består af breve og enkelte vidnesbyrd, bliver den unge Werther ædt op indefra af sit eget følelsesliv og drevet ud over kanten af tilværelsen. Han er forelsket i den kønne og kloge Lotte, som er forlovet med Albert, og den umulige kærlighed bliver skæbnesvanger for Werthers unge, opfarende sind.

Historien bygger på Goethes egen ulykkelige kærlighed, men det diskuteres stadig, hvor selvbiografisk romanen egentlig er. Helt selvbiografisk kan den dog ikke være, da Goethe i modsætning til Werther overlevede sin ulykkelige forelskelse. Goethe blev naturligvis inspireret af sine egne oplevelser, men også af det selvmord, han overværede sin juristkollega begå pga. ulykkelig kærlighed.

Det var romanens store følelsesudsving, der tiltrak mange unge læsere, og som blev omdrejningspunktet i det ungdomsoprør, de kastede sig hovedkulds ud i efter at have læst om den unge Werther. Nu ville ungdommen leve mere i overensstemmelse med deres følelsesliv i modsætning til den herskende rationelle tænkning. De unge mænd klædte sig som Werther i ridestøvler, gule ridebukser og blå jakker og handlede og tænkte med udgangspunkt i deres egne følelser. Hvis man har mødt en teenager for nylig, lyder det nok meget bekendt, og Werther er netop en arketypisk ungdommelig egoist, der sætter sine egne behov over andres. Og da hans behov ikke opfyldes, er døden den eneste udvej.

Af samme grund blev romanen angrebet hårdt af kirken ved sin udgivelse. Kirken mente, at stigningen i selvmord blandt unge kunne tilskrives Goethes roman, og det lykkedes at få romanen gjort forbudt, også herhjemme i Danmark.

I filmen ”Goethe” fra 2010 bliver der pustet nyt liv i myten om, at ”Den unge Werthers lidelser” skulle være decideret biografisk, uden at filmen dog helt overgiver sig til den pointe. Til gengæld har filmen formået at genoplive den charme, humor og ungdomsvildskab, som man i 1700-tallet læste ud af Goethes roman, men som kan virke noget skjult for os nutidige læsere.
Det er en ualmindeligt vellykket film, der efterlader dig med en klump i halsen og bare en knivspids af den berømte ”weltschmertz”; et begreb, der i øvrigt kommer fra ”Sturm und drang”-bevægelsen.

Både filmen og romanen er et (gen)besøg værd, for store følelser er som bekendt ikke kun ungdommen forundt, om end Goethe og vi andre tillærer os et mere balanceret forhold mellem følelser og fornuft med tiden.