Slægtsforskning på speed

Tænk hvis man kunne finde sine 50.000 år gamle forfædre? Det kunne forfatteren til denne bog.

Mange har enten selv eller gennem familie og venner stiftet bekendtskab med slægtsforskning, hvor man kan følge sin slægt tilbage i nogle hundrede år og finde interessante oplysninger, om hvem man egentlig er, og hvor man kommer fra. Den svenske videnskabsjournalist Karin Bojs bog ”Min europæiske familie i de sidste 54.000 år” må siges at være slægtsforskning på speed. Som titlen antyder er det lykkedes hende at spore sine aner tilbage til stenalderen. Det vil sige, hun kan jo ikke sætte navn og individ på én bestemt stenalderkvinde, der var hendes tip-tip-tip-etc-oldemor. Men hun kan ved hjælp af DNA-spor med stor nøjagtighed redegøre for, at hendes direkte forfædre kom fra dette eller hint område, vandrede ad bestemte folkevandringsruter, var en del af en specifik kultur og så videre.

Undervejs i sin research taler Karin Bojs med arkæologer, DNA-forskere og andre videnskabsfolk, som har været med til at gøre det muligt at trække direkte linjer mellem nutidige mennesker og fortidens. Hun opdager, hvordan for eksempel bondekulturens opståen bliver politiseret og brugt i en moderne indvandrerdebat. Og hun kommer ind på alt fra kæledyr til epidemier op gennem historien. Alt sammen er beskrevet på en – i det store hele - letforståelig og populærvidenskabelig måde, der gør at vi alle kan være med. Og ikke mindst kan vi alle nemt relatere til Karin Bojs opdagelser og fantasere om, hvordan vores egen slægt har udviklet sig gennem årtusinderne.

”Min europæiske familie i de sidste 54.000 år” er en af de fagbøger, man virkelig bliver klog af, samtidig med, at man er godt underholdt fra start til slut.

 

Lån bogen