Lærke Bagger besøger Fredensborg Bibliotek

Den populære strikkeekspert Lærke Bagger står 25. januar i spidsen for farverig strikkeworkshop på Fredensborg Bibliotek.

Strikkeentusiaster kan godt begynde at glæde sig. 25. januar klokken 17.30-19.30 besøger strikkeekspert og -influencer Lærker Bagger Fredensborg Bibliotek til en strikkeworkshop med restegarn, hvor hun vil udfordre deltagerne på, hvordan man tænker strik, farver og håndarbejde. Er man mere til hækling, er man også meget velkommen.

Lærke Baggers strikkefilosofi går ud på at have hænderne helt nede i materialet og mærke både en selv og tekstilet. Man skal forberede sig på at blive både frustreret og inspireret og være klar til at aflevere sin kontrol og selvkritik i døren.

Efter arrangementet kan deltagerne gå tværs over gågaden til butik Garnvärk. Her kan man købe garn og Lærke Baggers nyeste bog ”Strik 2” og få den signeret.

Billetter til arrangementet med Lærke Bagger koster 200 kroner. Billetprisen inkluderer kaffe og småkager. Husk at medbringe tre sæt strikkepinde/hæklenåle (gerne flere og alle størrelser) og mindst 8 forskellige slags restegarn.

Workshoppen er et samarbejde mellem Garnvärk og Fredensborg Bibliotekerne.

> Køb billet

 

Lærke Bagger er uddannet tekstildesigner med speciale i håndstrik fra The Royal Danish Academy of Fine Arts i 2015. Hun er kendt for at være fornyer af dansk strik og gør op med forestillingen om det perfekte menneske og den perfekt strikkede sweater. Det skal være lystfyldt at strikke, og man skal ikke være bange for at lave fejl.