Vi fejrer FN's internationale læsedag: De bedste bøger lige nu til de 13-18 årige

28.08.23
8. september er FN's internationale læsedag. Det markerer vi ved at give jer vores bud på de bedste nye bøger inden for udvalgte temaer til børn og unge i alle aldre. Her på siden finder du bøger til de 13-18 årige.

Tema: Venskab

Det bedste til mig og mine venner af Jonas Kleinschmidt

Julius og hans vennegruppe har travlt med ungdomslivet: Fremtiden ligger for deres fødder, men inden de når til den, vil de gerne lige prøve det hele af. Det med alkohol, først og fremmest. Det med at feste. Og måske også gerne noget mere, noget med stoffer. Og allerhelst skal de gøre det sammen. Det bedste til mig og mine venner er en letlæst kortroman. Den handler om at gå sammen ind i ungdomslivet og afsøge – og overskride – grænserne sammen. Om svigt og venners betydning. Den er fortalt enkelt og til skarpt til sin målgruppe, og skrevet med udgangspunkt i interviews med unge om, hvad de gerne vil læse.

Den letlæste kortroman anbefales til unge fra 14 år.

Tema: Humor og kærlighed 

Swipe til højre af Caroline Ørsum

Stella og Sylvester er begge blevet droppet af deres kærester. Nu vil de prøve lykken på datingappen Tingle! Vi får på skift indblik af de to unges kærlighedsliv og historie, som flettes sammen, da deres veje krydser hinanden. En velskrevet, ungdommelig og underholdende ungdomsroman om breakups, savn, dating og den svære kærlighed.

Romanen anbefales fra 14 år og op.

Tema: Hverdag

Himmeløjne af Trine Bundsgaard

Himmeløjne er en smuk grafisk roman om en pige, hvis far en dag flytter – uden at fortælle det. Det viser sig, at faren har problemer med afhængighed af alkohol, og vi følger pigens liv, hendes savn og refleksioner over at have en far, der ikke er som de andres fædre, og frygten for selv at komme til at ligne ham. Pigens liv og forhold til faren er skildret gennem meget udtryksfulde illustrationer og få ord.

Grafisk roman for 10-14-årige.

Tema: Fantasy, magi og spænding

Nordlys - portaltræet af Malin Falch

Pigen Sonja har reddet sin onkel fra troldene, og som om dette ikke var prøvelser nok, vågner hun nu op til endnu en fjende: Vikinger! De bortfører vennerne Lotte og Esben, og nu er det op til Sonja at handle, før det er for sent. Bogen er den del af serien Nordlys – rejsen til Jotundalen, om pigen Sonja, der rejser gennem en portal til en parallel verden. Tegneserien er for dem, der draget af nordisk mytologi, magi og eventyr!

Bogen anbefales fra 10-14 år.

Tema: Faglitteratur

Håndbog for unge antiracister af Tinashe Williamson

Ved du hvad racisme er og hvad det gør – ved den enkelte og ved et samfund? En inspirerende og oplysende bog om racisme og racismens konsekvenser for mennesker, både historisk og i dag. Bogen tager afsæt i racisme i Norge og Danmark, og gør gennem lækre illustrationer, små interviews, historiske fakta, refleksionsøvelser og små fortællinger læseren rustet til at tale om racisme og blive en aktiv del af en antiracistisk ungdom.

Bogen henvender sig til børn og unge mellem 12 og 18 år.