En stor bedrift på kun 3 timer

Når oplæser og forfatter sammen skaber forårets bedste lytteoplevelse, så slår man ørerne ud!

”Åmanden og Mosekonen” var mit forårs store læse- og lytteoplevelse. Aldrig har jeg i al min læsetid oplevet en fortællerstemme og en tekst passe så eminent godt sammen. At oplæse en andens tekst er en kunstart, en balancegang, en kraftanstrengelse af en empatiøvelse og et benhårdt arbejde. Der skal intet til, før læseren rives ud af det skrevne miljø og den opbyggede stemning. Et enkelt ord udtalt skævt, et sammensat ord med trykket lagt forkert eller en sætning afsluttet i for højt toneleje, der forrykker hele dens mening. Det kan forstyrre hele teksten, uanset hvor smukt den er skrevet eller hvor dygtig forfatteren er. Det er derfor et stort ansvar at tage på sig, at læse en andens hjerteblod op og guide læseren sikkert igennem historien. Men det formår Jesper Platz til UG med kryds og slange. Stemmen fanger fuldstændig den dystre stemning på mosens bund i det stillestående vand. Stemmen udtrykker Mosekonens inderlige sjælskvaler og bitterhed. Stemmen giver også luft til de små glimt af et andet liv, Åmanden føler, i et uforudset møde. Den langsomme stemme er ren dunkel dansk folkesagn, hvor ingen tæller dage, for livet er for evigt og tusind år oveni. 
Historierne om Åmanden og Mosekonen er skrevet så fremragende af Sabrina Mose, hvor fantasy og folkesagn tilsat et ordentligt skvat moderne klimafiktion går op i en højere enhed. Læseren fornemmer tydeligt forfatterens dybdegående fascination af naturens trælbinden af alt det har affødt, og man efterlades med en undren over, hvorfor så få har skrevet om Åmanden og Mosekonen før.
Giver det mening? Nok ikke før man selv har læst historien. Teksten er hverken kompliceret eller overdreven filosofisk. Den tager læseren i hånden og fortæller frem for alt bare en rigtig god historie om et par oversete dødsensfarlige mytologiske væsener, og hvordan deres naturlige habitat ville påvirke deres liv i moser og åløb anno 2020.
Jeg tror ikke der findes en ”one voice fits all”. Men hører jeg om en tekst så fin og rørende som ”Åmanden og Mosekonen”, så er det Jesper Platz, der skal læse den op for mig.
Dette er derfor specifikt en lydbogsanbefaling. En kun tre-timers spaoplevelse for øregangen. Lån den gratis på eReolen.