Besøg dinosaurværksted på Nivå Bibliotek

Dinosaurinteresserede børn kan 11. maj blive palæontolog for en dag på Nivå Bibliotek.

Lørdag 11. maj klokken 10.30-13.30 kan børn i alderen 7-10 år få en drøm opfyldt, når Nivå Bibliotek og amatørpalæontolog Steen Sigurd Andersen inviterer til dinosaurværksted. Her fortæller Steen Sigurd Andersen spændende historier fra sine mange udgravninger og adskillige års arbejde på dinosaurmuseer i Argentina og Portugal.

Efter dinosaursnakken får deltagerne selv lov til at hugge fossiler ud med hammer og mejsel og undersøge dem med lup og renseværktøj. Man kan også male sin egen dinosaurplakat og få lov til at røre ved ægte dinosaurknogler og æg.

Undervejs i dinosaurværkstedet vil der være indlagt pauser, hvor der er mulighed for at spise sin medbragte mad.

Prisen for at deltage i dinosaurværkstedet er 80 kroner pr. barn. Forældre eller andre voksne ledsagere skal ikke have billet, men kan være med på sidelinjen. Er billetkøberen medlem af Biblioteksklubben er prisen 75 kroner.

> Tilmelding

> Tilmelding til Biblioteksklubben