Forside: Mary og Troldkvindens Blomst
Forside: Mary og Troldkvindens Blomst

Britisk børnelitteratur møder japansk jargon

Nyt animeret eventyr fra arvtagerne til Studio Ghibli og Hayao Miyazaki

Hvis man som jeg er tosset med den japanske mesterinstruktør Hayao Miyazaki og Studio Ghibli, skal man glæde sig til ”Mary og Troldkvindens Blomst”. Da Studio Ghibli i 2014 erklærede, at de ville ophøre med at producere film, stiftede en samling af kreative kræfter fra selskabet Studio Ponoc, hvorfra den japanske instruktør Hiromasa Yonebayashi tog teten i viderebringelsen af den særlige japanske animationsstil. Yonebayashi har stået bag animationsfilmene ”Arriettys hemmelige verden” og ”Marnie - min hemmelige veninde”, der lig ”Mary og Troldkvindens Blomst” også er baserede på britisk børnelitteratur. I ”Mary og Troldkvindens Blomst” er det Mary Stewarts ”The Little Broomstick”, der er taget i kærlig behandling. Og Yonebayashi formår altså at forene gode solide fortællinger med vestlige rødder med den distinkte japanske animestil. Det er der kommet en eventyrlig lille film ud af.

”Mary og Troldkvindens Blomst” handler om pigen Mary, der er flyttet ind hos sin grandtante Charlotte. Hun keder sig, mens hun venter på at begynde i skole og går derfor på opdagelse i skoven. Her finder hun en mystisk blå blomst, der giver hende magiske kræfter, og pludselig er hun på vej til trolddomsskolen Endor, der ligger langt oppe i skyerne. Nu tager begivenhederne fart, og Mary skal finde alt sit mod for at redde sin nye ven Peter i en verden, hvor alt ikke er, hvad det giver sig ud for at være.

Ghiblis animation er kendetegnet ved idérige universer, stiliseret karakteranimation og gennemført smukke håndtegnede baggrunde. Det er heldigvis det samme, vi får fra Yonebayashi og Studio Ponocs hånd. Der mangler lidt af Gliblis særegne originalitet, fantasi og poesi, men ikke desto mindre kan ”Mary og Troldkvindens Blomst” være en ganske udmærket og ukompliceret introduktion til anime. Jeg vil anbefale den til alle over 6 år.