Foto: Sylvain Malmouche

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
30kr.
Viden & fakta

Silvia Goldbaum Tarabini: Danske jøders liv og død i Theresienstadt

03.10.23
De fleste, men ikke alle, danske jøder, kom til Sverige i oktober 1943. Bliv klogere på historierne om de, der i stedet kom til Theresienstadt.

Da jødeaktionen gik i gang natten mellem 1. og 2. oktober, slap godt 7000 danske jøder væk til Sverige – men 470 blev taget hjemme eller under flugt og deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt. Silvia Goldbaum Tarabini fortæller i bogen "Danske jøders liv og død i Theresienstadt" om deres oplevelse af jødeaktionen, deres tilfangetagelse og deportation og det daglige liv under 18 måneders fangenskab i Theresienstadt, indtil de overlevende blev hentet af De hvide Busser tre uger før krigens afslutning.

Bogen bygger på et enormt materiale og i vidt omfang nyt stof – herunder hendes mere end 30 interviews med overlevende, dagbøger, vidnesbyrd, breve, spørgeskemaer udfyldt efter hjemkomsten, senere beretninger osv.

I bogen er det fangernes perspektiv, der foldes ud og sættes ind i en kontekst – og det er en fortælling med det ganske væsentlige perspektiv, at i dag kender vi slutningen, det gjorde de ikke dengang. Med til historien hører også, at det jødiske samfund var en sammensat størrelse, og at det sociale tilhørsforhold fik betydning både under fangenskabet og for den erindring, enkeltpersoner senere havde om livet i ghettoen.

Silvia Goldbaum Tarabini er ph.d. i moderne historie fra Technische Universität Berlin og cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.

"Danske jøders liv og død i Theresienstadt" er en udvidet dansk version af The Jews of Denmark in the Holocaust. Life and Death in Theresienstadt Ghetto (Routledge, 2021), der byggede på forfatterens ph.d.-afhandling. Bogen udkommer 14.9.2023.

Foredraget er støttet af Fredensborg Kommunes Kulturudvalg.