
4 fantastiske højtlæsningsbøger til sommerferien
Heddas bog af Lin Hallberg
Hedda holder som så mange gange før sommerferie hos sin dyrlægebedstemor på landet. Men denne sommer er der noget, der er anderledes, for Heddas elskede mormor er meget træt og langsomt går det op for Hedda, at hendes mormor er syg og skal herfra. På trods af det sørgelige emne, er bogen fyldt med livsbekræftende barneglæde, hvor det ikke så meget handler om døden, men om at nyde tiden sammen. Og samtidig emmer bogen langt væk af sommer på en vidunderlig Astrid Lindgren'sk måde.
Til højtlæsning for børn fra 7 år.
Saga på eventyr af Josefine Sundström
Små historier om 5-årige Saga, hendes familie og venner. Vi hører om rokketænder, farvel til børnehaven, Halloweenfejring og meget andet - alt sammen fortalt på hyggelig og varm måde, der maler tydelige billeder på nethinden af et dejligt børneliv, der naturligvis kan forstyrres af småproblemer, men som altid ryger tilbage på rette kurs igen ved hjælp af forældre, venner og andre nærværende voksne.
Hyggelig højtlæsning til børn fra 5 år. Findes også som lydbog på eReolenGo, hvor selveste Motor Mille læser højt.
Nudelpudlen af Bobbie Peers
Opdagerklubben, der består af Ella og Felix, må igen drage afsted, da en mystisk katastrofe rammer et antibadeland. Opfinderpigen Ella, som ved hjælp af en globus kan hidkaldes af luftskipperen Felix, må bryde antibadelandets strenge lov om absolut ikke at måtte blive våd, for at løse mysteriet.
Eventyr med fuld fart på for børn fra 6 år. Hele serien om Opdagerklubben findes også som lydbøger på eReolenGO.
Omars verden - kolossal ballademagnet af Zanib Mian
Skøn serie om drengen Omar, som på mange måder er helt som sine jævnaldrende venner, men alligevel også anderledes, fordi hans familie er meget troende. Omar skal starte i en ny skole, fordi hans mor har fået nyt job. Det er han både spændt og lidt nervøs for, men heldigvis fejler hans fantasi ikke noget og hans mange skøre ideer hjælper ham igennem ting, der kan være svære.
Så god bog, der har manglet på hylden. Formidler på en sjov, positiv og enkel måde, hvordan det er at vokse op som muslim i Danmark. Der findes 5 bøger i serien om Omar.
Højtlæsning fra 7 år.