Børnebibliotekarernes julefavoritter - de gode gamle

Denne måneds anbefalinger emmer af jul. Fredensborg Bibliotekernes børnebibliotekarer har nemlig hver især udvalgt to favoritter blandt julens ældre klassikere samt julens nyere bøger. Her på siden finder du vores anbefalinger blandt julens gode gamle klassikere.

Catharina:

En nat i Betlehem af Bjarne Reuter

"Hvis I har lyst til at tage en snak om, hvorfor vi holder jul, skulle i tage et kig i ”En nat i Betlehem” af Bjarne Reuter. Her får I historien om juleevangeliet set gennem drengen Boaz’ øjne. Det er en spændende og flot billedbog, som fungerer godt til højtlæsning."

Fa ca. 5 år og op til omkring 10 år.

Nynne:

Pippi plyndrer juletræ af Astrid Lindgren

”Skøn julebog i billedbogsformat. Her kan de mindste være med, når Pippi inviterer byens børn til festlig juletræsplyndring på ægte Pippi-manér."

Fra 3-4 år.

Stine: 

Fra alle os til alle jer: alle klassikerne fra Disneys Juleshow

"Selvom historierne i sig selv ikke har noget med jul at gøre, så er Disneys juleshow alligevel så fast en del af mine juletraditioner, at bare synet af omslaget får mig til at glæde mig til jul. Hos os starter juleaften, når Jesper Fårekylling siger velkommen."

Fra 4 år

Anne:

Nissemaskinen af Sven Nordquist

"En favorit fordi det er Peddersen og Findus, og det vil sige fyldt med Findus’ stædighed og tro på nisser, Peddersens opfindsomme og lidt skøre forsøg på at gøre julen lige så magisk, som Findus ønsker dig."

Højtlæsning fra 5 år eller egen læsning fra 9-10 år.

Ninna:

Julefortællinger af Astrid Lindgren

"Astrid Lindgren har begået mange genistreger, men spørger du mig, er min absolutte favoritter hendes julefortællinger. Illustrationerne, stemningen og historierne om Madicken, Børnene i Bulderby, Kitte Kry og Lotte er noget af det fineste og mest julede, jeg kender til."

Højtlæsning fra 5-6 år.