Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Amélie Nothomb (f. 1967) er en belgisk forfatter, som har skrevet seks romaner, der i den grad deler vandene. Enten elsker man dem - og det vidner kæmpemæssige oplag og en nærmest kultagtig status om, at der er mange læsere, der gør - eller også kan man ikke tage trykket af hendes specielle skrivemåde og særegne emnevalg. Sådan har nogle kritikere det, andre har indstillet hende til litterære priser. Angst og bæven er en selvbiografisk roman, der udspiller sig i Japan, hvor unge Amélie har tegnet en etårig kontrakt med et stort firma. Hun skal være tolk, men kommer aldrig til at fungere som sådan. I stedet bliver hun sat til den ene meningsløse opgave efter den anden, indtil hun til sidst bliver degraderet til have opsyn med toiletterne. Hun beskriver et stift og hierarkisk firma, hvor rang og æresbegreber betyder alt. Arbejdet fylder alt, så man hører bogstavelig talt intet om privatlivet. Det er en grotesk og ganske charmerende lille roman (kan sammenlignes med engelske Magnus Mills), og den er godt skrevet i et letlæst sprog med mange dialoger - og helt uden kapitelinddelinger. Det er Nothombs første roman på dansk, så læsere med hang til ny og lidt anderledes litteratur, har her chancen for at tage hul på et interessant forfatterskab