Den israelske forfatter Amos Oz' selvbiografiske roman giver os blandt meget andet historien om hans egen, hans families, hans folks og hans lands historie. Oz er født i Palæstina i 1939 i en familie af intellektuelle, højreorienterede zionister, der er indvandret fra forskellige østeuropæiske lande. Det højtbegavede enebarn udvikler sig til en skarp iagttager af tilværelsens mangfoldighed. Og hvad mere er, han lærer at formidle sine indtryk. Det nyder vi så godt af her mere end 50 år senere, for det er intet mindre end en fremragende bog Oz har skrevet. På en gang dyb og let, men først og fremmest båret af en endeløs beundring for hans medmenneskers evner og en ligeså grænseløs overbærenhed med deres svagheder. Oz har med tiden bevæget sig bort fra sin Likud baggrund, og er i dag en varm fortaler for en afbalanceret fred i Mellemøsten, men hans humanisme er udviklet under vanskelige forhold mellem krig og massedrab i den store verden og en elsket mors selvmord i den helt lille. Oz skriver koncentreret og han udvikler handlingen og personerne i en perfekt komposition. Det er ikke realisme eller dokumentation. Det er - med en fortærsket frase - som at være der selv