Lær at bruge ebøger og netlydbøger

Nåede du ikke at få bøger med hjem, før bibliotekerne lukkede ned, så kan du her se, hvordan du bruger eReolen.

Når man er vant til at læse gode gamle fysiske bøger, kan springet til ebøger eller lydbøger være svært. Normalt er der da heller ingen grund til at tage dette spring, for de fysiske bøger går ingen vegne i de næste mange år. Men da Fredensborg Bibliotekerne igen har måttet lukke ned i huj og hast på grund af corona-epidemien, vil mange måske løbe tør for læsestof.

Her kommer eReolen ind i billedet. På eReolen kan du låne bøger, som du kan læse eller lytte til via en tablet, smartphone eller computer. Biblioteket betaler for servicen, så det skal du ikke selv tænke på. Dog kan du kun låne 10 bøger om måneden.

For at låne via din tablet eller telefon skal du hente eReolens app.

> Hent eReolens app til iPhone

> Hent eReolens app til Android

Når du åbner appen for først gang, vil den bede om dit login til biblioteket og at vælge hvilket bibliotek du tilhører. Her skal du indtaste dit cpr-nummer og den pinkode, du normalt bruger, når du låner fysiske bøger på biblioteket, og så skal du vælge Fredensborg som din kommune.

Nu er adgangen åbnet for, at du kan låne. Du kan søge på titler eller forfattere eller lade dig inspirere af eReolens inspirationskarruseller.

Hvis du har brug for en mere grundig oplæring i at bruge eReolen, kan du finde et e-kursus på bibliotekernes e-kursus-tjeneste Ekursus.nu.

> Gå til e-kursus om eReolen

God læselyst!