Fjodor Dostojevskij – radikalisering og terror

Fjodor Dostojevskij – radikalisering og terror

Kan vi som moderne læsere i det 21. århundrede læse en 1800-tals forfatter som Fjodor Dostojevskij og udvide vores forståelse for terrorens væsen, ideologiske tankegods og tiltrækningskraft?

Sådan lyder et af de spørgsmål, som cand. mag. og specialist i russisk litteratur, Johannes Nidam, vil behandle i sit foredrag på Humlebæk Bibliotek den 26. oktober klokken 19.30-21.00. Johannes Nidam giver i sit foredrag et spændende indblik i den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs skarpe behandling af terrorisme og radikalisering - emner der var aktuelle i Dostojevskijs russiske samtid - og som i den grad også er det i dag. 

I løbet af foredraget berører Johannes flere af Dostojevskijs litterære hovedværker, når han blandt andet kommer ind på forfatterens intense opgør med revolutionær nihilisme. Ydermere behandler han også andre russiske forfatteres forhold til politisk radikalisme og ikke mindst datidens ophedede debatklima, som Dostojevskij tog aktivt del i. 

En almindelig billet til arrangementet koster 40 kr., men er man medlem af Biblioteksklubben kan man købe en billet for 25 kr. Billetter købes på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside under Program.