streamingforedrag

Bliv klogere på nanorobotter, Mælkevejen og gravitationsbølger

Nivå og Fredensborg Bibliotek er i februar vært for hele tre live-streamede videnskabelige foredrag fra Aarhus Universitet.

Har man en glubende appetit på naturvidenskab, er der i februar gode muligheder for at få i hvert fald en del af sulten stillet. Her kan man nemlig på Fredensborg Bibliotekerne overvære hele tre videnskabelige foredrag streamet live fra Aarhus Universitet.

Første gang er den 6. februar på Nivå Bibliotek og Medborgercenter, hvor lektor i biomolekylær nanoteknologi Ebbe Sloth Andersen fortæller om design af biomolekyler og nanorobotter. Hør blandt andet om, hvordan forskerne bygger robotter i molekylestørrelse, som kan benyttes i kampen mod kræft.

Næste foredrag foregår den 20. februar på Fredensborg Bibliotek. Her er det professor i astrofysik Hans Kjeldsen, som tager tilhørerne med på en svimlende opdagelsesrejse i universet blandt mærkelige ukendte verdener.

Endelig vil professor i relativistisk fysik Ulrik Uggerhøj den 27. februar på Nivå Bibliotek og Medborgercenter fortælle om de gravitationsbølger, som Einstein teoretiserede, men hvis eksistens først blev målt i 2015, hvilket udløste en Nobelpris.

Alle arrangementer varer fra klokken 18.45 til 21.00 og er gratis at deltage i. Det er muligt at tilmelde sig på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside under Aktiviteter.

Foredragene er videnskabelige, men niveauet er ikke højere, end at de fleste kan følge med og få stort udbytte af det. Præsentationen er desuden krydret med masser af billeder og andre illustrationer, som er med til at forklare de lidt vanskeligere aspekter af emnet.

    

   
Tilmelding, Fredensborg
   
Tilmelding, Nivå