Kom til Humlebæk Bibliotek for at se filmen "Frø" og del egne frø
Onsdag 9. september kan man opleve en poetisk film om frø og samtidigt ser et nyt frivilligt drevet tilbud dagens lys, hvor borgere kan udveksle frø til såning i jorden.
Af Karsten
Filmen ’Frø’ af instruktør Isabelle Denaro vises 9. september klokken 18.30-20.30 på Humlebæk Bibliotek. Isabelle Denaro vil selv være til stede og introducere filmen, der beskrives som en ”sanselig og poetisk fortælling om frøenes stille kraft og de mennesker, der arbejder med at dyrke, bevare og dele dem”. Samtidig fejres etableringen af en frivillig drevet byttecentral for frø - et "frøbibliotek" - hvor alle haveinteresserede opfordres til at komme og udveksle frø. Der vil være en lille forfriskning på dagen.
Vil man være med, kan man tilmelde sig nedenfor. Det koster 30 kroner.
Frøbibliotek er drevet af frivillige
Initiativet til de små frøbyttecentraler, som frøbibliotekerne er, kommer fra Janny Marie Petersen, der er frivillig og har samlet en gruppe lokale borgere omkring etablering og drift af frøbibliotekerne. Janny har tidligere etableret et frøbibliotek på Hillerød bibliotek og trækker på denne erfaring.
Fredensborg Bibliotekernes lægger hus til frøbibliotekerne. Man kan fra 9. september finde samlinger af frø på Fredensborg og Humlebæk Biblioteker, som man frit kan tage med hjem og benytte i sin egen have eller altankasse, og man opfordres samtidig til at dele sine overskydende frø.
Fredensborg Kommunes Team Klima og Varme støtter op om åbningsarrangementet, hvor engagerede frø- og havefolk, så vel som alle andre, har mulighed for at mødes og understøtte dyrkningsfællesskaber på tværs af kommunen.
Fredensborg Bibliotekerne opnåede i 2023 status som verdensmålscertificeret og har siden arbejdet med initiativer, der på forskellig vis understøtter FN’s verdensmål.