Artikel - Nyhed

Humlebæk Bibliotek og Gang i Fredensborg inviterer til flagermusetur

Børn i alderen 8-12 år kan 5. september få sig en på opleveren ved årets tur til flagermusens verden.

Af Karsten

I starten af september kan børn og deres voksne komme på udflugt i Krogerup-skovene og opleve et af Danmarks mest fascinerende dyr, nemlig den myteomspundne flagermus.

Det sker nærmere betegnet 5. september klokken 19.30-21, hvor Humlebæk Bibliotek og Gang i Fredensborg fører deltagerne ud i skumringen til en stemningsfuld oplevelse. Målgruppen for turen er børn fra 8-12 år.

Undervejs på turen kan deltagerne høre historier og facts om flagermusen og finde ud af, hvorfor flagermusen er blevet forbundet med vampyrer og andre uhyggelige fortællinger, og om den virkelig er så farlig, som den har fået ry for. Og så skal deltagerne selvfølgelig også bare stå stille og lytte og forsøge at spotte det mystiske dyr i luften.

Det er gratis at deltage for både børn og deres ledsagende voksne, men det kræver tilmelding. Mødestedet for turen er på p-pladsen ved Krogerup-skovene, lige syd for bommen på Nederste Torpenvej i Humlebæk.