Fredensborg Bibliotekerne inviterer til møde om nyt frøbibliotek
Til efteråret starter Fredensborg Bibliotekernes nye frøbiblioteker, men inden da efterlyses viden, idéer og anden input fra borgerne.
Af Karsten
Snart vil man ikke bare kunne låne bøger, men også frø på biblioteket, altså den slags man putter i jorden. Det sker til efteråret, når Fredensborg Bibliotekerne i samarbejde med frivillige kræfter og Fredensborg Kommunes Team Klima og Varmes nye frøbiblioteker i Fredensborg og Humlebæk ser dagens lys.
Men inden frøbibliotekerne åbner i september, efterlyser initiativtagerne input fra borgere med viden om dyrkning, eller som har lyst til at hjælpe med det praktiske. Det kan også være, man bare er nysgerrig og vil vide mere, før man eventuelt melder sig. Uanset hvad kan man 27. august klokken 16.30 komme til et møde på Humlebæk Bibliotek, hvor man både kan byde ind med sin viden og selv blive klogere på, hvad det går ud på.
Det er gratis at deltage i mødet.
Efter opstartsmødet vil der løbende komme flere muligheder for at mødes, lære, dele viden og arbejde videre med frøbibliotekerne. Aktiviteterne vil foregå både på Humlebæk Bibliotek og Fredensborg Bibliotek. Som deltager er man også automatisk inviteret med til åbningen af frøbibliotekerne d. 9. september.
Frøbibliotekerne er en del af Fredensborg Bibliotekerne og Team Klima og Varmes ’Grøn Forskel’-kampagne, hvor lokale borgere samarbejder om at fremme den grønne omstilling i Fredensborg Kommune.