Fredensborg Bibliotekerne gør klar til Halloween med kreaborde samt byttebørs for aflagte kostumer
I ugerne op til Halloween findes der Halloween kreaborde og familier kan bytte kostumer på biblioteket.
Af Karsten
Halloween betyder for mange børnefamilier, at der skal findes nye kostumer og udsmykning. Ligesom til fastelavn lægger kommunens biblioteker hus til en byttebørs for brugte kostumer. Halloween-byttebørsen starter 19. oktober på Fredensborg Bibliotek, Humlebæk Bibliotek og Nivå Mini-Bibliotek. Her kan man aflevere kostumer fra tidligere år og tage et nyt – brugt – kostume med hjem. Man er også velkommen til bare at donere kostumer, ligesom der ikke er noget krav om, at man skal donere for at tage et kostume med hjem.
Lav din egen Halloween-udsmykning
Fra mandag 23. oktober står Halloween-kreabordene klar på Fredensborg, Humlebæk og Nivå Bibliotek. Her kan man også lære mere om Halloween og læse uhyggelige historier i bibliotekets samling af Hallloween-bøger.
Halloween-byttebørsen er tilgængelig i hele bibliotekernes åbningstid, mens kreabordene som udgangspunkt kan benyttes i den betjente åbningstid.
Halloween i Jernbanegade
På selve Halloween 31. oktober deltager Fredensborg Bibliotek i den store Halloween-fejring i Jernbanegade, hvor man kan få udleveret en trick-or-treat-pose og få den fyldt op med lækre sager i butikkerne, inklusive biblioteket.