Artikel - Nyhed

Hør videnskabeligt foredrag på Humlebæk Bibliotek

Det første af en række videnskabelige foredrag på Fredensborg Bibliotekerne i foråret finder sted i februar og handler om behandling af hjernesygdomme med stamceller.

Af Karsten

Der var mange, som blev skuffede, da Aarhus Universitet i efteråret annoncerede, at de populære live-streamede videnskabelige foredrag ville holde pause i foråret 2026. 

Men i deres program for foråret 2026, som netop er kommet på gaden, er det lykkedes Fredensborg Bibliotekerne at få arrangeret en fuldgod erstatning. I løbet af foråret vil der nemlig blive afholdt tre naturvidenskabelige foredrag på bibliotekerne, men i modsætning til foredragene fra Aarhus Universitet, vil foredragsholderen være til stede i lokalet. 

Det første af forårets videnskabelige foredrag finder sted 4. februar klokken 18.30-20 på Humlebæk Bibliotek og har fået titlen ’Kan vi reparere hjernen med stamceller?’ Her vil lektor i stamcellebiologi Agnete Kirkeby fortælle om, hvilke forskellige typer stamceller, der findes, og hvad de kan bruges til. Agnete Kirkeby stiller særligt skarpt på, hvordan stamceller kan bruges til at behandle sygdomme i hjernen.

17. marts følger foredraget ’Vores levende univers: Videnskabens søgen efter rumvæsner og alt livs oprindelse’ på Fredensborg Bibliotek, hvor ph.d. i videnskabsstudier Gunver Lystbæk Vestergård vil fortælle om, hvordan videnskaben forsøger at finde ud, om vi er alene i universet.

Endelig kan man 15. april på Humlebæk Bibliotek opleve foredraget ’Forarbejdede plantebaserede fødevarer – et positivt bidrag til vores sundhed?’, hvor Iben Lykke Petersen, lektor ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, vil nuancere diskussionen om forarbejdede plantebaserede fødevarer ved at oplyse om forskellige typer af forarbejdning.

Billetter til alle foredragene koster 50 kroner. Medlemmer af Bibliotekslubben skal dog kun betale 40 kroner. Man kan melde sig ind i Biblioteksklubben samtidig med, at man køber billetter.

 

Billetter og mere information

Meld dig ind i Biblioteksklubben