Artikel - Nyhed

Sådan kan du bruge biblioteket i sommerferien

Fredensborg, Humlebæk og Nivå har åbent næsten som normalt i sommerferien, mens Kokkedal holder sommerferielukket.

Af kaan

Man behøver ikke holde sig tilbage fra at gå på biblioteket, bare fordi det er sommerferie. Fredensborg og Humlebæk Bibliotek har åbent helt som normalt med både betjent og selvbetjent åbent. 

Nivå Mini-bibliotek har også åbent som normalt hele sommeren på nær lørdag 26. juli, hvor der er lukket.

Afhentningsstedet i Kokkedal har lukket i hele skolernes sommerferie, det vil sige fra 30. juni til 8. august. Reserveringer med afhentningssted i Kokkedal vil automatisk blive sendt til Nivå Mini-Bibliotek. Ønsker man i stedet at afhente i Humlebæk eller Fredensborg, kan man selv ændre afhentningsstedet i sin reserveringsoversigt.

I løbet af sommeren kan du i øvrigt deltage i en række aktiviteter på og uden for biblioteket. Du kan se programmet her på hjemmesiden eller hente en trykt udgave på biblioteket.

Reserveringer på pause

Skal du ud at rejse i sommerferien, så husk at du kan sætte dine reserveringer på pause. På den måde undgår du, at din reservering på en længe ventet bog bliver opfyldt, mens du er bortrejst. Med en pauseperiode forbliver du som nummer 1 i køen, og du får så det første ledige eksemplar efter, at din pauseperiode er slut. Bemærk at dette kun gælder reserveringer på Fredensborg Bibliotekernes egne materialer og ikke bestillinger fra biblioteker i andre kommuner.

Spar plads i kufferten og brug eReolen

Vi elsker fysiske bøger lige så meget som andre, men det kan være dyrt at have for meget bagage med i flyvemaskinen. Overvej derfor om du vil give eReolen en chance og læs eller lyt til dine bøger på din telefon eller tablet i digitale udgaver. Så sparer du både plads og vægt i kufferten. Vi har for nylig øget antallet af månedlige lån i eReolen til 4 stk. både ebøger og lydbøger. Er I en hel familie, der skal afsted, kan det blive til rigtig mange bøger!

Husk at der også er en eReolen Global for bøger på engelsk og en eReolen Go! for børn.