Sommerbogen 2025 – i år for både børn og voksne
Er du klar på en læseudfordring? Sommerbogen er bibliotekets sommerkonkurrence med sjove læseudfordringer – i år for både børn og voksne!
Af Anita

Fredensborg Bibliotekerne har i flere år inviteret børn til at deltage i Sommerbogen – en række sjove læseudfordringer, som du kan løse i sommermånederne og vinde gode præmier. I år har vi også lavet et særligt udfordringsark for voksne, så du som voksen kan deltage sammen med dit barn, barnebarn eller bare som dig selv.
Kom ned på biblioteket og snup et ark, løs ti små udfordringer og deltag i konkurrencen om et gavekort til bibliotekernes arrangementer.
Sommerbogen er naturligvis også stadig for børn mellem 6 og 15 år. Børn får en is, når de afleverer det udfyldte udfordringsark og deltager i den nationale konkurrence om at ”tømme” en boghandel på 5 minutter.