Artikel - Nyhed

Fredensborg Bibliotekerne fejrer grundloven med Sigurd Barrett og Grundlovssalon

I anledning af grundlovsdag kan børn allerede dagen før – 4. juni – opleve Sigurd Barrett fortælle om grundloven, mens de voksne kan komme til Grundlovssalon 5. juni.

Af Karsten

Foto: Bae Foto

Fredensborg Bibliotekerne har ikke tænkt sig at lade grundlovsdag forbigå i tavshed. Allerede dagen før, 4. juni, besøger den kendte børneentertainer Sigurd Barrett Folketeket lige under Fredensborg Bibliotek for at fortælle om grundloven med sang, musik og historier. Forestillingen begynder klokken 17 og varer cirka en time. Billetter koster 75 kroner – dog kun 65 kroner for medlemmer af Biblioteksklubben og modtagere af Børnebibliotekets nyhedsbrev – og kan købes via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.

Grundlovssalon

På selve grundlovsdag – 5. juni – kan de voksne komme til Grundlovssalon på Fredensborg Bibliotek. Den finder sted klokken 10-11.30 og handler mere specifikt om, hvorvidt grundloven efter 176 år kunne trænge til et eftersyn. Grundlovssalonen er gratis med tilmelding. Tilmeldingen kan ligesom med Sigurd Barrett-forestillingen ske via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside. Biblioteket giver kaffe og et stykke grundlovskage.

Udstilling og krea på Fredensborg Bibliotek

Ud over Grundlovssalon og arrangement med Sigurd Barrett, kan man allerede nu på Fredensborg Bibliotek dykke ned i en særlig grundlovsudstilling, hvor både børn og voksne kan gå på opdagelse i grundlovens paragraffer og selv komme med forslag til nye. Sidste chance for at se udstillingen er 7. juni.

Endelig kan børn - ligeledes på Fredensborg Bibliotek – fra nu af hygge sig ved et særligt grundlovskreabord, hvor man kan folde sin egen nip-napper med grundlovens paragraffer.