Prisbelønnet tegneserieforfatter kommer til Fredensborg Bibliotek
Karoline Stjernfelt er forfatter til den anmelderroste tegneserie ’I morgen bliver bedre’, og 26 maj besøger hun Fredensborg Bibliotek til et foredrag om processen bag en succesfuld tegneserie.
Af Karsten
Tirsdag 26. maj klokken 18.30-20.00 kan litteratur- og ikke mindst tegneserieinteresserede opleve en af Danmarks mest roste tegneserieforfattere, nemlig Karoline Stjernfelt.
Stjernfelts trebindsværk ’I morgen bliver bedre’ handler om dramaet omkring Christian den 7., dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge og dronningens elsker Struensee. Bogserien var både hendes debut og hendes store gennembrud. Hun fik Ping-prisen for bedste danske tegneseriedebut i 2016, hvor første bind i trilogien udkom. Andet bind udløste Kulturministeriets illustrationspris, og tredje bind, som udkom i 2025, er nomineret til Ping-prisen for bedste danske tegneserieudgivelse. Prisen bliver uddelt 23. maj, og det kan derfor være en nykåret prisvinder, som publikum kan møde på Fredensborg Bibliotek 26. maj.
I foredraget vil Karoline Stjernfelt give tilhørerne indblik i processen med at skabe en tegneserie, der foregår i 1700-tallet. ’I morgen bliver bedre’ er blandt andet kendetegnet ved den grundige research, som ligger bag personerne og sceneriet. Således er bygninger, der ikke længere eksisterer, genskabt og er med til at skabe rammen om den historie, som også foregik lige syd for Fredensborgs kommunegrænse på det, der engang var Hirschholm Slot.
Arrangementet laves i samarbejde med Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening. Billetter koster 50 kroner. Medlemmer af Biblioteksklubben kan nøjes med at betale 40 kroner.