Shakespeare-oversætter og ekspert holder foredrag på Fredensborg Bibliotek
Torsdag 26. marts kan man på Fredensborg Bibliotek opleve Shakespeare-oversætteren Niels Brunse holde foredrag om nok verdens mest kendte dramatiker.
Af Karsten
Niels Brunse har oversat samtlige Shakespeares skuespil til dansk, hvilket han blev færdig med i 2018 og modtog adskillige priser for. Når man i slutningen af marts kan opleve Niels Brunse på Fredensborg Bibliotek til et foredrag om den store britiske dramatiker William Shakespeare, så er det en yderst vidende Shakespeare-kender.
Foredraget finder sted 24. marts klokken 18.30-20.00, og deltagerne kan glæde sig til en aften, hvor man kan blive klogere på, hvad det er ved den britiske forfatter fra 1600-tallet, der gør ham til det verdenskendte ikon han er i dag. Undervejs vil Niels Brunse tage publikum ud i hjørnerne af Shakespeares forfatterskab og gådefulde liv, og fortælle om, hvorfor vi mere end 400 år senere stadig finder spor af Shakespeare i kunst, teater, litteratur og film og forundres og fortrylles af værker som ’Romeo & Julie’, ’Macbeth’ og ’En skærsommernatsdrøm’.
Billetter til foredraget koster 50 kroner – dog kun 40 kroner for medlemmer af Biblioteksklubben.
Niels Brunse har oversat samtlige Shakespeares skuespil, Sigrid Undsets ’Kristin Lavransdatter’ og flere af Thomas Manns bøger, og han har for sit oversættelsesarbejde blandt andet modtaget Dansk Oversætterforbunds Ærespris, Weekendavisens Litteraturpris og Dansk Akademis Oversætterpris.