To gange teater på Humlebæk Bibliotek
Oktober byder på to teaterforestillinger for børn på Humlebæk Bibliotek.
Af kaan

Har man børn i alderen 3-8 år, er der god mulighed for at give dem en sjov teateroplevelse i oktober på Humlebæk Bibliotek. Som startskud til efterårsferien kan man fredag 10. oktober klokken 16.00 komme til forestillingen ’Frederik’, som er et musikalsk dukketeaterstykke baseret på Leo Lionnis’ klassiske børnebog af samme navn. Det er dukkefører Astrid Kjær, der står bag stykket, og det handler om musen Frederik, der ikke tager del i indsamlingen af nødder til vinterforrådet. Men det er der en helt særlig grund til. Årsagen kan man finde ud af ved at købe billet til forestillingen.
En uge senere – lørdag 18. oktober klokken 10.30 – kommer Teaterhuset Filuren forbi Humlebæk Bibliotek og opfører stykket ’Popcorn – en hoppende og poppende teaterforestilling’. Stykket handler om popcorn, og om hvordan en hård majskerne kan forvandle sig til en sprød mundfuld med et enkelt ”pop!”. Men under overfladen handler det selvfølgelig om mere end bare popcorn, for eksempel venskab og at være en del af fællesskabet.
’Popcorn’ er arrangeret af KulturStationen i Humlebæk og foregår på Humlebæk Bibliotek. Billetter til begge forestillinger koster 55 kroner. Medlemmer af Biblioteksklubben kan – i tilfældet med ’Popcorn’ nøjes med at betale 45 kroner.