Jonas Eika - vinder af Nordisk Råds Litteraturpris holder foredrag i Humlebæk

Jonas Eika, der vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2019, holder 29. oktober foredrag i Torpen Kapel om sin seneste roman ’Åben himmel’.

Af kaan

Fotograf: Daniel Hjort

Fredensborg Bibliotekerne og Humlebæk Kirke kan 29. oktober klokken 18.30 byde velkommen til intet mindre end en vinder af Nordisk Råds Litteraturpris. Det drejer sig om forfatteren Jonas Eika, der i 2019 vandt prisen for sin novellesamling ’Efter solen’.

Ved foredraget 29. oktober i Torpen Kapel, Torpenvej 3B i Humlebæk, er det dog ikke ’Efter solen’, han skal tale om, men derimod sin seneste roman ’Åben himmel’. Her tager Jonas Eika læserne med til begyndelsen af 1200-tallet, hvor en kristen kvindebevægelse, beginerne, opstår. Handlingen foregår i Liège i Belgien, hvor man følger et lille beginehus, der kæmper mod kirkens forfølgelse, men hvor der også begynder at opstå et sammenhold mellem kvinderne og byens øvrige marginaliserede.

Undervejs i foredraget vil Jonas Eika komme ind på arbejdet med romanen, inspirationen, researchen og karaktererne, og om koblingen fra romanen til vores samtid. Efter foredraget vil der være mulighed for at stille spørgsmål.

Billetter til foredraget er gratis.

Jonas Eika er uddannet fra Forfatterskolen og har tidligere også udgivet romanen 'Lageret Huset Marie'. Ud over Nordisk Råds Litteraturpris har han også modtaget Montanas Litteraturpris og Blixenprisen.

Billetter og mere information