Artikel - Nyhed

Fredensborg Bibliotekerne gør klar til efterårsferien

Kom til hyggelig efterårsbio med Alfons Åberg, sjov uglekrea og skattejagt i efterårsferien.

Af Karsten

Børnebibliotekarerne i Fredensborg, Humlebæk og Nivå er i fuld gang med forberedelserne til efterårsferien, hvor der vil være masser at lave for besøgende børn.

Hele ugen kan man på alle tre biblioteker gå på skattejagt, hvor det gælder om at finde nogle mystiske væsner, der har gemt sig mellem hylderne. Samtidig vil der være opsat kreaborde, hvor man kan lave sin egen ugle. Ugler optræder i mange fortællinger – som ildevarslende lyde i natten, som troldmænds trofaste følgesvende eller som symboler på lærdom og visdom, og fra 10-17. oktober kan børn i 3-8-årsalderen lave deres helt egen farverige ugle og tage med hjem.

Skattejagten og kreabordene vil være åbne i bibliotekernes betjente tid og kræver ingen tilmelding.

Efterårsbio

For de 5-7-årige vil det i efterårsferien også være muligt at komme og se en film på biblioteket. Filmen er med Alfons Åberg, som drømmer om at få sin egen hund, og bliver vist tirsdag 13. oktober på Nivå Mini-Bibliotek, onsdag 14. oktober på Humlebæk Bibliotek og torsdag 15. oktober på Fredensborg Bibliotek. Alle steder foregår det fra klokken 10-11.15 og kræver gratis tilmelding.