Tag med litteraturen gennem Europa
7. oktober kan man komme på rejse gennem Europa og Europas litteratur, når litteraturnomade Christine Fur Fischer besøger Fredensborg Bibliotek.
Af Karsten
I 2025 rejste cand.mag. i litteratur og litteraturformidler Christine Fur Fischer gennem Europa med sin familie i en autocamper. Med sig havde hun en bunke bøger fra de 17 lande, turen førte dem til.
Men hvad sker der, når man ikke bare rejser, men læser sig gennem Europa? Dette kan man høre meget mere om ved et foredrag 7. oktober klokken 18.30-20.00 på Fredensborg Bibliotek.
Christine Fur Fischer tager os i foredraget med tilbage til sin rejse i de fysiske landskaber, kombineret med litteraturens blik på byer, folk, sprog og kultur indefra.
Hun fortæller om de konkrete bøger, hun læste undervejs, og hvorfor det lige netop var dem, hun havde valgt. Tilhørerne vil også blive klogere på, hvad litteraturen viste sig at afsløre om landenes selvforståelse, historie og mentale landskaber og på, hvordan et enkelt værk kan ændre den måde, man oplever et land på.
Foredraget har fået titlen ”At læse sig gennem Europa” og er Christine Fur Fischers personlige historie om en læsende rejse som familie på fem i autocamper fortalt via bøger, billeder, fortællinger og refleksioner. Men tilhørerne vil også selv kunne bruge foredraget som inspiration til at opleve verden på en langsom, fordybet måde med litteraturen som rejseledsager.
Billetter til foredraget koster 50 kroner. Medlemmer af Biblioteksklubben kan nøjes med at betale 40 kroner.