Litterær vandring: Ud i naturen og litteraturen - Forfald og forvandling i natur og tekst

Alle: Gratis
Tag med på en sanselig vandring i Knurrenborg Vang i Fredensborg, når natur og litteratur går hånd i hånd i udforskningen af intet mindre end liv og død.
Dato
Tid
10:00 - 12:00
Sted
Knurrenborg Vang, parkeringspladsen lige overfor Langstrupvej 5, 3480 Fredensborg
Alle: Gratis
Arrangør
  • Fredensborg Bibliotekerne
  • Gang i Fredensborg

Flere af de danske skove skal undergå en større forandring – fra velplejet til vild. Knurrenborg Vang i Fredensborg er én af dem. Det skal vi vænne os til i en tid, hvor mere af den vilde natur får lov at brede sig. 

Martin Wiberg, skovløber og naturvejleder hos Naturstyrelsen Nordsjælland, fortæller om økosystemerne under forandring, og hvordan det vilde og henstående skaber plads til ny biodiversitet og organisk vækst. 

Men hvad betyder det for menneskets indre landskaber, at den civiliserede skov fortrænges af det utæmmede? Det udforsker litteratur- og verdensmålsformidler hos Fredensborg Bibliotekerne, Kristian Emil Mariager, når han parallelt med den naturvidenskabelige indføring undersøger skovens litterære betydninger. Udvalgte tekststykker åbner op for refleksioner om liv og død, forfald og forvandling, og viser, hvordan skovens evige årstidsskift spejles i os selv. 

Vandringen inviterer til at opleve skovens rytmer, både som natur og som litterært landskab, og til at mærke forbindelsen mellem mennesket, naturen og tidens gang. 

Vandringen kræver ingen særlige forudsætninger, men er ikke for gangbesværede. 

Arrangementet laves i samarbejde med Gang i Fredensborg.

Om de litterære vandringer

Konceptet med de litterære vandringer går ud på at forene det at vandre med formidlingen af et tema, lokalhistorie eller en forfatter. Det kan være alt fra hele litteraturperioder, lokalhistorier, forfatterskaber til naturpoesi eller aktuelle tematikker, og hvilken kobling, der er til omgivelserne, vil derfor variere fra gang til gang. Turene kræver intet forhåndskendskab til emnet, og man roligt møde op som både grøn og garvet inden for det.