Arrangement - For voksne

Tænk engang: Friedrich Nietzsche

Tid
15:00 - 16:00
Pris
Almindelig: Gratis
Sted
Humlebæk Bibliotek
Humlebæk Center 40,
3050 Humlebæk
Tag med på dybt idéhistorisk vand, når Tænk engang udforsker Friedrich Nietzsches vilde tanker om moral, frihed og det gode liv.

Friedrich Nietzsche er en af de moderne tænkere, der har influeret, og provokeret, den europæiske åndshistorie mest. Hans optrevling af de vestlige værdiers forfald og relativitet var banebrydende, og derfor gjorde hans filosofiske, kradse diagnose af samfundets sygdomme ham også til en fremragende kommentator til tiden – og er det heldigvis stadigvæk den dag i dag. I denne samtale vil vi derfor komme rundt om manden og hans filosofi, der båder talte moralfilosofiske doktriner, eksistentielle kortlægninger af livets veje og ikke mindst dybe psykologiske indsigter. 

Nietzsche var nemlig en mand, der kunne gennemhulle tilværelsens tomme floskler og på nærmest brutal vis stille krav til, hvordan det rette, autentiske liv skulle leves. Citater som “Gud er død”, ”Hvad der ikke slår mig ihjel gør mig stærkere” og ”Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne” er bare et udpluk af de mange vilde udtryk, som den ambitiøse filosof fra 1800-tallet skrev. Hans bidrag til flere videnskabelige felter er mange, og Nietzsche er derfor en filosof, hvis tanker er sprællevende og aktuelle for det moderne menneske. Vi prøver at finde hoved og hale i Nietzsches vilde verden og håber, at du vil være med på rejsen. 

***

’Tænk engang’ er bibliotekets format, hvor vi sammen kaster os ud på dybt, idéhistorisk vand og tager favntag med de tendenser, tænkere eller tidløse fænomener, som vores verden stadig hviler på i dag. Nysgerrigheden er derfor i højsædet, når bibliotekets litteraturformidlere Kristian Emil Mariager og Asger Malmmose Berndsen i samtale vil kaste deres blik på perioder, begreber eller konkrete tænkere, der har defineret, og stadig influerer, alt fra videnskaber til hverdag i samfundet. Til arrangementerne vil vi derfor også invitere dig til at være en del af samtalen, hvor vi i fællesskab kan blive klogere på nogle af de ting, der kan virke store og abstrakte, men som er vigtige for at forstå, hvor vi kommer fra.