Med Otte sorte heste giver McBain et bidrag til krimigenrens 'procedural school', dvs. politiromanen med dens minutiøse skildring af det ofte ørkesløse opklaringsarbejde. For folkene på Station 87 består det denne gang i at tolke Den døve mand's kryptiske meddelelser til kriminalbetjent Steve Carella vedr. et, viser det sig senere, dobbeltmord samt et gammelt uafgjort mellemværende med 87'erne i almindelighed og Carella i særdeleshed. At tolke Den døve mand's breve er for så vidt en intellektuel syssel, men som altid hos McBain har også volden fået en fremtrædende plads. Miljøet er storbyen med dens mange forvredne samfundsmekanismer, der gør politi-jobbet til et evigt, aldrig ophørende sisyfosarbejde. Romanen afvikles i McBain's vanlige abrupte stil med et hårdt, kontant og upo-leret sprog, der er uden egentlig litterær stræben. Korte sætninger med et indhold af kynisme og galgenhumor er forf.'s foretrukne virkemiddel, når kriminalitetens brutale udtryksformer og baggrund skalskildres. Som tidligere leverer McBain et jævnt og solidt krimi-produkt fra 'the procedural school'. En genre, McBain har været med til at lancere for mere end 20 år siden, og som siden er blevet perfektioneret, omend ikke af denne forf., men af Sjöwall/Wahlöö, Leif G.W. Persson m.fl