At moderskabet er noget instinktivt, og at mødres adfærd og følelser i forholdet til deres børn er dybt rodfæstet i kvindens natur er en myte. Forfatteren anskueliggør, hvordan mødres kærlighed til deres børn har forandret sig gennem tiderne, og bogens hovedpointe er, at moderkærlighed er kulturelt bestemt. Fra antikken og op gennem historien vises mødres forhold til børn. Hvordan middelaldermennesket knap nok betragtede det spæde barn som en del af familien, hvordan amning betragtedes som dyrisk, og hvordan mødre, hvis de overhovedet havde økonomisk mulighed for det, sendte deres børn væk. Den store børnedødelighed var imidlertid en faktor, der i slutningen af 1800-tallet gjorde, at man fra samfundets side begyndte at belære kvinder om, at det var vigtigt at tage sig af sine børn, ligesom kvindens frigørelse og indtog på arbejdsmarkedet ændrede moderkærlighedens karakter. I slutningen af 1990'erne ser vi en moderskabsdyrkelse, som vi skal tilbage til 1800-tallet for at finde magen til. Bogen er meget sammenlignelig med Badinter: Kærlighed i tilgift : moderkærlighedens historie, og med sine næsten 25 år på bagen kan den passende udskiftes med denne, der dels dækker en større historisk periode og samtidig har et dansk udgangspunkt