Indbudt af den kirgisiske forfatterforening besøger Scherfig den sovjetiske forbundsrepublik på ryggen af Indien og grænsende til Kina. Forfatteren beskriver den unge stat fra 1924, beretter sagligt om Sovjetsamfundets indflydelse i materiel og åndelig henseende, er imponeret af skoleuddannelsen uden forsømte forår, af det højtstående sundhedsvæsen, besøger den smukke, grønklædte hovedstad Frunze. Han fortæller medrivende om den elskede folkesanger Toktugul og er ledsaget af kirgisisk litteraturs fader, Ali Tokombajev, sin jævnaldrende. Han opponerer herligt mod Johs. V. Jensens vrissende udtalelse om de russiske byers tilbøjelighed til igen at springe i steppe under kommunismen (Evolution og moral, 1925). Der skal mere til at dække det sjældent beskrevne emne; men den lille bog i sig selv er godt skrevet, oplysende og poesifyldt