Artikel - Nyhed

Kunstig intelligens rykker ind på Fredensborg Bibliotek

Gratis udstilling og undervisningsforløb giver borgere og skoleelever mulighed for at udforske kunstig intelligens med ENIGMA i september.

Af Anita

Foto: AI & DIG © ENIGMA.png

Hvordan påvirker kunstig intelligens vores hverdag, valg og fremtid? De spørgsmål kan borgere og skoleelever i Fredensborg Kommune blive klogere på, når udstillingen AI & DIG gæster Fredensborg Bibliotek 31. august - 12. september.

Udstillingen er udviklet af ENIGMA - Museum for post, tele og kommunikation og er en del af museets landsdækkende formidlingsindsats om kunstig intelligens. Det er første gang, Fredensborg Bibliotekerne får mulighed for at huse udstillingen, som inviterer til refleksion og dialog om en teknologi, der på rekordtid er blevet en del af mange menneskers hverdag.

"AI fylder stadig mere i vores liv, i skolen, på arbejdet og derhjemme. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde kommunens borgere og skoleelever en mulighed for at opleve en museumsudstilling lokalt på biblioteket og få et nuanceret blik på teknologiens muligheder og udfordringer," siger bibliotekschef Tania Schwartz.

 

Skoleelever arbejder med fremtidens dilemmaer

Som en del af besøget tilbyder Fredensborg Bibliotekerne og ENIGMA et gratis undervisningsforløb for kommunens udskolingsklasser. I uge 36 og 37 kommer en formidler fra museet til biblioteket, hvor elever fra 7.-9. klasse deltager i et undervisningsforløb om kunstig intelligens.

Her skal eleverne fungere som "Rådet for fremtidens mennesker og maskiner" og rådgive Danmarks digitaliseringsminister om en række aktuelle dilemmaer. Forløbet giver eleverne redskaber til at forholde sig kritisk til AI’s rolle i samfundet.

Fredensborg Bibliotekerne tilbyder også en omvisning til voksne, hvor deltagerne føres gennem udstillingen og får mulighed for at diskutere, hvordan kunstig intelligens allerede påvirker vores samfund, og hvilke valg vi står overfor i fremtiden. Omvisningen foregår tirsdag den 8. september og er gratis, men kræver billet.