Kan børn på 3-4 år tale om deres ønsker til fremtiden?

Svaret kan i april ses på Humlebæk Bibliotek hvor lokale børns syn på fremtiden kan ses i udstillingen ’Fremtidsbørn’.

Af Karsten

Hvad siger børnehavebørn, når man spørger dem om, hvordan fremtidens hjem skal ud – og hvad glæder man sig egentlig til, når det bliver sommer? Det kan man lige nu opleve på Humlebæk Bibliotek, hvor børn fra Børnehusene Nivå udstiller værker skabt ud fra deres egne forestillinger om fremtiden.

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Børnehusene Nivå, Fredensborg Bibliotekerne, Institut for Fremtidsforskning og Aalborg Universitet. Her har børnene arbejdet med både tid og fremtid gennem litteratur, samtaler og leg. Formålet er at styrke og arbejde med børns fremtidskompetencer.

Projektet har haft to spor. Dels har børnene arbejdet med at forstå tid – at der er forskel på i går, i dag og i morgen – og dels har de undersøgt, hvordan vi måske kommer til at bo i fremtiden. 

I arbejdet med fremtidens hjem har fantasien fået frit spil. Her finder man blandt andet huse med omvendte tage, hvor regnen kan lukkes ind, så man kan hoppe i vandpytter indenfor. Andre børn har tegnet hjem formet som dinosaurfodspor, mens nogle drømmer om at bo i et hus med form som et bjerg med mulighed for skiløb på taget.

”Projektet peger derfor på noget centralt - at børnehavebørn er i stand til at tænke med på abstrakte idéer, og at vi skal blive ved med at udvikle disse sammen med dem,” siger børnekulturformidler Signe Slot Stauning fra Fredensborg Bibliotekerne. ”Udstillingen er derfor ikke kun en præsentation af børns værker, men også en invitation til voksne om at lytte, tage børns perspektiver alvorligt og lege med på ideerne.”

Udstillingen kan ses i Salen på Humlebæk Bibliotek i hele bibliotekets åbningstid indtil 24. april.