Artikel - Anbefaling

Bøgerne om krigen, der ikke vil slutte

I disse dage er det fire år siden, Rusland startede sin "særlige militære operation", der på få dage skulle få Ukraine til at underlægge sig Ruslands vilje. Sådan gik det ikke. Men hvordan gik det så? Det kan man læse om i dette udvalg af fagbøger.

Af Karsten

Tags

Viden
Fra Wikimedia Commons

Læser man bøger om 2. verdenskrig, kan man - trods de beskrevne grusomheder - altid sidde med en behagelig vished, om at det hele endte godt, og at de onde blev nedkæmpet. Sådan er det ikke med krigen i Ukraine, som stadig - dag ud og dag ind - raser videre med uformindsket styrke. Vi aner ikke, hvad der kommer til at ske, eller om slutningen bliver lykkelig. 

Men kan man skrive fagbøger om en krig, som ingen kender slutningen på? Ja, allerede i efteråret 2022, et halvt år efter, at Rusland havde startet den store invasion 24. februar 2022, udkom den første bog på dansk om krigen, nemlig Rasmus Tantholdts beretning fra invasionens første uger.

Hvor Rasmus Tantholdts bog var meget konkret i sin beskrivelse af, hvad der foregik på jorden, udkom der i 2023 en bog, der satte krigen i et større perspektiv, nemlig den ukrainske historieprofessor Serhii Plokhys bog "Angrebet: Ruslands krig mod Ukraine og dens følger for verden", som på meget læseværdig og spændende vis både fortæller om den storpolitiske baggrund for krigen og om kamphandlingerne i det første år efter den store invasion.

Siden er bøgerne, som på den ene eller anden måde, beskæftiger sig med Ukraine-krigen udkommet i en lind strøm. En del beskæftiger sig med den nye verdensorden, som krigen uundgåeligt har medført, og hvad det betyder for et land som Danmark. 

Andre bøger tager fat på, hvad det er med Rusland, som gang på gang bringer landet i konflikt med dets naboer og os i vesten, ikke bare i nyere tid, men også længere tilbage i historien.

Krig kommer ikke ud af ingenting. Krig og den meste anden historie handler dybest set om mennesker, ikke mindst de ledere, der træffer beslutninger, som påvirker millioner af andre mennesker. Ukraine-krigen er personificeret ved Rusland og Ukraines ledere - Vladimir Putin og Volodymyr Zelenskyj - og deres diametralt modsatte verdens- og menneskesyn.

Én ting er præsidenter og andre beslutningstagere, noget andet er, hvordan krigen mest går ud over soldaterne i skyttegravene og de civile i sønderbombede byer. Det har Matilde Kimer skrevet en foruroligende bog om, som alle med interesse for Ukraine-krigen bør læse.

Og hvordan slutter det hele så? Det er der selvfølgelig ingen, der ved, men forhåbentlig ikke som beskrevet i Carlo Masalas "Hvis Rusland vinder: et scenarie", der som titlen antyder handler om, hvad der sker, hvis Rusland besejrer Ukraine, og måske retter søgelyset mod deres andre nabo-lande.