I god ro og orden
Bliver vore dages højtidelige valgdage næsten lidt kedelige, kan man bruge tiden frem til kommunalvalget på at læse om den fjerne - og knap så fjerne - fortid, hvor Danmarks nutid blev formet med drama, vold, magtkampe og intriger.
Af kaan

18. november er der, som loven og traditionen tilskriver, kommunalvalg i Danmark. Her vil borgerne i landets 98 kommuner gå til deres lokale skole, sportshal, rådhus eller lignende og sætte deres kryds ved den kandidat eller det parti, de synes skal være en del af byrådet eller regionsrådet.
Det hele vil formentlig gå helt fredsommeligt for sig. Folk vil pænt stå i kø, de valgtilforordnede vil sikre, at alt går rigtigt til, stemmerne vil blive talt i god ro og orden. Så kan det godt være, der vil være lidt høje røster og blussende ansigter, når stemmerne er talt og borgmestrene og regionsrådsformændene/-kvinderne skal konstitueres, men det hele vil ende med, at kommunerne og regionerne i Danmark også i de næste fire år styres af ansvarlige politikere, der i det store hele forsøger at fremme deres lokalsamfund i overensstemmelse med borgernes ønsker.
Sådan har det ikke altid været.
Vejen til denne velordnede og for mange mennesker måske lidt kedsommelige måde at afgøre magtens fordeling på, har op gennem historien været fuld af drama, intriger, skurkagtigheder og til tider vold. Hvert eneste skridt mod retfærdighed, ligestilling, ytringsfrihed, og alt hvad vi ellers tager som selvfølger i dag, har mødt modstand og krævet en eller anden form for kamp. Og så vil nogen endda påstå, at vores demokratiske festdage – såsom kommunalvalget - den dag i dag blot er et slør for, hvor den virkelige magt skal findes, og at kampen slet ikke er slut.
Alt dette og meget mere, kan du læse om i dette udvalg af bøger om, hvordan Danmark blev til det, det er i dag, og hvordan det gik for sig, at vi den 18. november trods alt i ro og mag og uden frygt kan stille os ned i valgkøen og give vores lille besyv med.