Arrangement - For voksne

Tænk engang: Demokrati

Tid
15:00 - 16:00
Pris
Almindelig: Gratis
Sted
Humlebæk Bibliotek
Humlebæk Center 40,
3050 Humlebæk
“Demokrati er verdens værste styreform – bortset fra alle de andre.” Sådan sagde Winston Churchill i 1947. Men hvorfor bliver demokratiet ved med at føles både frustrerende, skrøbeligt og uundværligt på samme tid?

I denne første udgave af ’Tænk engang’ inviterer vi til en samtale om demokratiet – som idé, styreform og krisefortælling. For demokratiet synes konstant at være under pres: Tilliden til institutioner vakler, den offentlige debat bliver hårdere, og mange steder i verden udfordres demokratiske værdier. Men er demokratiet i en særlig krise netop nu? Eller har demokratiet altid været præget af uro, utilfredshed og konflikt?

Med afsæt i idéhistorien og blik for nutiden undersøger vi blandt andet, hvorfor demokratiet opstod, hvilke menneskesyn det bygger på, og hvorfor det stadig former vores samfund og hverdag i dag. Undervejs inviterer vi også publikum ind i samtalen om, hvad demokratiet egentlig er – og hvad vi forventer af det.

***

’Tænk engang’ er bibliotekets format, hvor vi sammen kaster os ud på dybt, idéhistorisk vand og tager favntag med de tendenser, tænkere eller tidløse fænomener, som vores verden stadig hviler på i dag. Nysgerrigheden er derfor i højsædet, når bibliotekets litteraturformidlere Kristian Emil Mariager og Asger Malmmose Berndsen i samtale vil kaste deres blik på perioder, begreber eller konkrete tænkere, der har defineret, og stadig influerer, alt fra videnskaber til hverdag i samfundet. Til arrangementerne vil vi derfor også invitere dig til at være en del af samtalen, hvor vi i fællesskab kan blive klogere på nogle af de ting, der kan virke store og abstrakte, men som er vigtige for at forstå, hvor vi kommer fra.