Rune Lykkeberg: Farvel til den frie verden
-
-
- 17:00 - 18:30
- Humlebæk Center 40
3050 Humlebæk
- Bibliotek
- Humlebæk Bibliotek
Det er symptomatisk for Rune Lykkebergs virke, at afskeder altid rummer nye begyndelser. Bind fire i serien ’Langsomme samtaler’ er ingen undtagelse. ’Farvel til den frie verden’ (2025) er både titel og rød tråd, når journalisten og forfatteren sammen med tidens førende intellektuelle udforsker det 21. århundredes dramaer og de ideer, der tilhørte verden af i går. Samtalerne bliver dog først og fremmest en linse til at afsøge nye veje for håb, handling og fællesskab. Og måske en metode til at navigere i paradokset: at værne om de institutioner, som man samtidig ved har svigtet.
Denne aften inviteres Rune Lykkeberg selv til en langsom samtale, når litteraturformidler Kristian Emil Mariager – med afsæt i bogen – spørger ind til tidens brændende spørgsmål, såsom den voksende polarisering, et Europa under pres og den globale klimakrise. Men også hvordan manden, der troligt proklamerer, at ”det er punk at være positiv”, bevarer troen på fremskridtet og demokratiets evne til at løse sine egne kriser.
Rune Lykkeberg (f. 1974) er chefredaktør på Dagbladet Information og forfatter til flere bøger. Hver uge taler han med nogle af verdens førende intellektuelle i podcasten ’Langsomme samtaler’. Samtalerne udkommer som artikler og i bogform – senest ’Farvel til den frie verden’ (2025).