Stine

Bibliotekar

Hvad er din funktion på biblioteket?
Jeg er børnekulturformidler. Jeg planlægger og afholder arrangementer for børn, er at finde i udlånet klar til en snak om gode børnebøger, og så tager jeg mig af Børne Loungen på Nivå Bibliotek.  

Hvad kan du godt lide at læse?
Min ynglings genre er uden tvivl fantasy. Alt fra store episke fortællinger, til urban fantasy, til komisk/romantiske vampyr historier. Jeg syntes genren kan noget fantastisk i forhold til at sætte fantasien i gang hos læseren, udfordre ens verdenssyn ved at præsentere en for anderledes fremmede verdner, tage storslåede slag og kampe mod drager og gøre dem jordnære, selv-reflekterende og – udviklende og så er genren banebrydende i at bryde stereotyper. Det er en genre som ofte bliver undervurderet, men som jeg syntes har rigtig meget at byde på.

Jeg læser også gerne andre ting, men for det meste er kun fra ungdoms- og børnebibliotekets hylder.

Hvilken musik kan du godt lide at lytte til? 
Jeg har sådan en lidt blandet smag, og vælger som regel musik ud fra mit humør. Nogle gange skal teksten være meningsfuld og få mig til at tænke dybe tanker, og andre gange ignorerer jeg teksten og vil bare have en god rytme. 

En kunstner der altid finder vej til mine playlister er P!nk. Jeg syntes hun er en fantastisk blanding af det hele og jeg kan godt lide den personlighed hun har lagt i mange af sine sange. Hun har nogle virkelig personlige tekster og nogle sjove og meningsløse og så kan jeg godt lide hendes budskaber. Om at man ikke altid behøver at være som alle de andre og alle er smuk på deres egen måde.

Hvilken slags film er du til?
Fantasy, Sci-Fi, drama og action er nok det jeg ser mest af. Jeg holder meget af en god kombination af en god historie og mange eksplosioner. Men det er nok i højere grad serier end film der finder vej til min skærm. 

Hvad går du ellers og laver, når du ikke er på biblioteket?
Nørder på livet løs. Jeg har været rigtig heldig gennem årene at finde venner der deler mine interesser. Så sammen med dem spiller jeg brætspil, går i biografen eller holder filmaftner og tager til forskellige messer og cons. Ellers elsker jeg at sidde og fifle med forskellige krea ting. Alt fra at male, lege med perler, ler mm. Jeg har forsøgt mig med strik, men droppede det efter det tog mig over et år at strikke et halstørklæde.


Hvad vil du fremhæve ved biblioteket, som det allerbedste?
Jeg synes der er så mange gode ting at det er svært at vælge. 

Nok at det er et offentlig sted hvor alle er velkommen, hvor alle kan få hjælp til næsten alt, hvor man ved at der ikke er nogen skjulte dagsordner, bare flinke mennesker.
Samtidig er biblioteket et sted som bringer kultur på mange forskellige måder ind i hverdagen og som tilbyder noget til alle.

Og så selvfølgelig bøgerne. Jeg er meget glad for bøgerne.

Seneste nyt