Filmvurdering

Forfatter: Christine Christensen

Kort om filmen

Er det bedst at tale om eller dø af kærlighed? Det spørgsmål stiller 17-årige Elio, da han møder den lidt ældre studerende Oliver. Kærligheds- og becoming of age-film fra ca. 15 år

Beskrivelse

Sommeren 1983 - et sted i Norditalien. Hr og fru Perlman og deres søn, Elio får besøg af den unge amerikaner Oliver, der skal bo hos familien sommeren over. Elio er en følsom ung mand der skriver musik, spiller klaver, læser og svømmer i floden. Den karismatiske, dominerende og udadvendte Oliver vader ind i familien med træsko på og mødet mellem de to unge mænd slår gnister på flere måder. Sommeren med Oliver vender op og ned på Elios (kærligheds-)liv. Og efterlader ham forandret og mere moden

Vurdering

Det hele er akavet, rodet, forvirrende, følelsesladet og dramatisk og den lidt overeksponerede 80er-lyssætning skaber ydeligere stemning i et fint og følsomt portræt af en ung mands spirende kærligheds- og sexliv med en lidt ældre mand. Kærlighedshistorien mellem de to unge mænd udvikler sig stille og roligt og det giver filmen autenticitet og troværdighed og gør det nemt at relatere sig til alle de følelser, der konstant befinder sig udenpå tøjet

Andre film om samme emne

 Love, Simon henvender sig til et lidt yngre publikum, men behandler også rigtig fint en ung mands homoseksualitet. Adèles liv - kapitel 1 & 2 har noget mere eksplicitte sexscener, men fortællingen om den første store kærlighed til sit eget køn er sammenlignelig