Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Den ældre del af arbejdsstyrken besidder masser af gode kompetencer. Sen pensionsalder og et aktivt liv gavner ikke blot samfundsøkonomien, men også seniorerne selv. Læs om hvordan hjernen udvikles og holdes i fortsat topform i den 3. alder, og hvorfor det er vigtigt for både samfund og individ, at ældre ses som en ressource og ikke en byrde. Målgruppen er læsere med interesse for alder, ældre, arbejdsmarked og samfundsforhold generelt

Beskrivelse

Forfatteren er aldringsforsker og har i sin nye bog sat fokus på ældre hjerners potentiale og de ofte oversete, men vigtige ressourcer, der kan skjule sig bag et grånende ydre. Seniorernes kompetencer kommer dog ikke af sig selv, men forudsætter at hjernen holdes i god form - den er et livslangt byggeprojekt. Det kræver en god fysik og psykisk balance samt gode sociale relationer og stadig opbygning af viden, så hjernen livet igennem kan udnytte sin fulde kapacitet. Bogen tager fat om myter og fakta om ældre, både på og udenfor arbejdsmarkedet

Vurdering

Tankevækkende læsning, der er god at få forstand af i en tid, hvor ældres status er under pres - man er en "byrde", men skal også blive længst muligt på arbejdsmarkedet. Bogen er skrevet i en saglig og let underholdende tone, og alle med samfundsmæssig indflydelse burde faktisk læse den

Andre bøger om samme emne

Forfatteren har skrevet en række bøger i samme spor, bl.a. En kort guide til et langt liv og sammen med Lone Kühlmann, debatbogen Afskaf alderdommen